Inden vi går til konklusionen og svaret, så lad mig først kort berøre forskellen på den type crawl, som vi svømmer i havet og den type, som vi svømmer i bassinet.

Hvis vi ser bort fra de forhold, der alene gør open water svømning anderledes end bassinsvømning (strømforhold, bølger, orienteringsforhold, saltvand vs. klorvand, vandmænd, brandmænd, tang og andet godt), så er der rent teknisk også en forskel på hvordan vi svømmer. Men det hele hænger lidt sammen.

Når vi er ude i åbent hav, hvor vi netop er udsat for en række af ovenstående forhold, så bliver vi hele tiden nødt til at tilpasse vores svømmestil. Vi kan ikke få det lange glid og den konstante rytme, som vi kan inde i bassinet, hvor forholdene er stort set statiske. Så pace, rytme, rotation og hvordan vi trækker i vandet er noget, der konstant ændrer sig, alt efter hvor meget strøm og hvor mange bølger, vi er udsat for. Og omvendt, jo mere det åbne hav minder om forholdene i svømmehallen (læs: næsten ingen strøm eller bølger), jo mere kan vi adoptere den stil, som vi bruger der.

“Ja ja Line, men hvad ER så forskellen?”

Nu skal jeg nok komme til det, jeg skulle bare lige have alle forbeholdene af vejen først 😉

For det er svært at sige, at der bare er én ting, der gør forskellen. Men skåret helt ind til benet og en kende firkantet sagt, så er stilen i open water crawl langt mere “kajakcrawl” end “catch-up crawl”. I sidstnævnte arbejder vi mere med det lange glid og er næsten ude at fange den anden arm inden den anden sætter i gang. I den stil, som jeg kalder kajakcrawl, har vi næsten ingen glid og armene arbejder mere modsat hinanden – ligesom en pagaj i en kajak (én arm oppe, en arm nede, osv). Kort sagt: en mere konstant bevægelse af armene.

Videoen her viser det meget fint. Man kan godt fornemme hvordan armene hele tiden er i gang. Fortælleren sætter også lidt flere ord på forskellen mellem bassin og hav (dog på engelsk):

Nybegynder: du svømmer crawl, og så alligevel ikke helt…

Det vil sige, er vi ude i åbent hav, hvor bølger og strøm kaster os lidt frem og tilbage, så kan vi ikke arbejde med det lange glid, men bliver i stedet nødt til konstant at arbejde med såvel fremdrift som balance og korrigering af kursen, fordi vi hele tiden bliver påvirket. Derfor har vi ofte også en højere frekvens og vores arme spenderer mere tid væk fra hinanden end i nærheden af hinanden.

Kajakcrawlen er også den, som langt de fleste nybegyndere kommer med, når de starter et undervisningsforløb ved mig. Så i den henseende er man ikke “forkert på den”, hvis man svømmer på denne måde. Forskellen ligger i HVORFOR man svømmer på den måde. Og hos nybegynderen handler det i højere grad om, at man forsøger at bruge armene til at holde balancen med og ikke sin core.

I bassincrawlen (som vi kan også kan kalde for catch-up crawl) bliver nybegynderen frataget muligheden for at holde balancen i armene, og bliver derfor tvunget til at finde andre og mere rigtige måder at holde balancen på samt arbejde med rotationen. Når man mestrer denne del, så bliver man også en langt stærkere havsvømmer. Har man først kontrol over sin balance, gør det ikke længere noget, at man konstant bliver smidt ud af sin rytme og balance, fordi strømmen og bølgerne gerne vil “lege” lidt.

Glem havsvømning, koncentrér dig om at blive teknisk dygtig i bassinet

Lad mig derfor sige det kort: det er stort set umuligt at lære en nybegynder at svømme crawl (og open water crawl for den sags skyld), hvis ikke man lærer, at balance er noget vi primært styrer med core og ikke med armene. Derfor lærer du bassincrawl ved mig.

Er dit mål at deltage i en triathlon, så er det vigtigt, at du har styr på de helt basale elementer i crawl først. Og så vil du også erfare, at når først du er ude i åbent hav, så ændrer din stil sig helt automatisk. Det afgørende her er så, at du har din værktøjskasse i orden, så du ikke både skal tænke på teknik og de nye forhold i vandet.

Næste step er bare mange timer i vandet. Det er det eneste, der gør dig til en god havsvømmer.

God fornøjelse med det hele! 🙂

/ Line

PS: vil du gerne have besked, når der kommer nye blogindlæg? Så skriv dig op til mit nyhedsbrev, hvor jeg altid linker til det seneste. De to ting hænger som regel sammen 😉

Lille disclaimer: den glidende crawl er en, som vi kun kan holde op til et vist tempo. Jo hurtigere vi svømmer jo mere går vi over i “kajakcrawl” – også i bassinet. Når elitesvømmerne lige om lidt sprinter afsted til OL, så kan i bande på at armene kører derud af i et konstant tempo. Der er ikke noget glid. Forskellen er bare, at de bruger armene til fremdrift og ikke til at holde balancen med 😉